Det jeg tænkte en del over var naturligvis døden, og hvad der skulle ske med de efterladte. Jeg var rædselsslagen for at Olivia skulle blive moderløs. Det var jeg slet ikke parat til. Vi skal have mange flere år sammen. Olivia har ikke fået at vide hvad jeg har fejlet, blot at jeg var syg. Peter og jeg havde aftalt, at hvis det viste sig at jeg skulle have yderligere behandling, ville vi tale med hende om det. Men ikke før. Hendes mormor er død af kræft, og hun har i periode lidt svært ved at folk dør.

Nu viste det sig heldigvis at det kunne klares med nogle operationer, og så var der ingen grund til at bekymre hende yderligere. Hvilket jeg er glad for nu. For hvordan kommer man videre fra alvorlig sygdom? Vi reagerer alle forskelligt, og jeg ved jo ikke hvordan hun ville tage det, hvis det var kommet så vidt? Det kommer jeg forhåbentligt aldrig til at finde ud af.

Har jeg så fået noget ud af det jeg har været igennem – at være kræftramt? Det er klart at det har givet stof til eftertanke. Lever jeg det liv jeg gerne vil? Får vi talt om de ting, der er vigtige? Tager jeg nok vare på mig selv og mine nærmeste? Husker vi at fortælle vores kære at vi holder af dem? Bruge jeg tid på ting, som i virkeligheden ikke er nødvendige, eller ligefrem ’ med mistrivsel?

Der er mange ting, der går gennem mit hoved, men set udefra, så gør jeg nok ikke så meget anderledes. Men tankerne er der, og det er en start. Jeg vil gøre en indsats for at gøre flere ting jeg holder af, og giver mig og mine nærmeste værdi.

En anden ting der gik op for mig, var at selvom jeg ikke fik noget konkret ud af at sige til andre, at jeg var igennem et kræftforløb, så hjalp det alligevel at sige det højt. Mine tanker og bekymringer. Minde andre op at sige ja tak, til de screeninger de bliver tilbudt at se sin krop efter og tage tingene alvorligt. Husk at gå til lægen. Alle de her ting, som man kommer til at tale om, når man taler om kræft. Jeg kan godt anbefale at tale om det, hvis man står i en lignende situation. Og endelig så husk at kræftens bekæmpelse, kan hjælpe dig med rigtig mange spørgsmål. Se mere her: Kræftens Bekæmpelse (cancer.dk)

Nå, men nu er jeg tilbage, og du kommer sikkert til at høre og se meget mere til mig.

Indlægget Kræftramt blev først udgivet på Glenterne.

For mig kan det dog også være langt mindre ting. Som modet til at sige det man tænker, modet til at søge nye veje, eller modet til at tage noget ”andet” tøj på. Det sidste er noget jeg især kæmper med. Jeg er gennem årene blevet temmelig overvægtig. Det har sat sig – i mere end forstand, hvis du ved hvad jeg mener. Jeg er blevet en del mere bevidst om mig selv, og har en trang til at være usynlig. Jeg tager helst kun tøj på, der er uden farver. Jeg går heller ikke med make-up!? Måske fordi, jeg ikke mener at det gør en forskel, eller fordi jeg føler jeg er grim, så det kan være lige meget? Arhh måske er det også lidt fordi jeg er doven!

Overvind min frygt

Som du måske ved, så har jeg tabt mig lidt. Der er lang vej igen, men det går den rigtige vej. Jeg har så købt en lyseblå nederdel og top. Forlede tog jeg det på, og af igen. Det kommer så meget ikke til at ske! Det var helt forkert, jeg kunne slet ikke lide hvad jeg så. Jeg følte mig ikke tilpas, og tog straks mit meget ”gamle” tøj på. Så forsøgte jeg mig med lidt make-up i stedet. Det kunne jeg lidt bedre forholde mig til. Det var knap så skræmmende, men nok også fordi jeg ikke tog så meget på.  Jeg plejede ikke at være så bange for at skille mig ud, men nu bryder jeg mig slet ikke om, hvad jeg ser i spejlet. For hvert billede jeg poster af mig selv på de sociale medier, så er der en kamp i gang. Jeg skal overvinde min frygt hver gang.

Men hvad er det egentligt jeg er bange for? Jeg er jo ikke alene om at være overvægtig?! Jeg er jo også den samme person, uanset hvor meget jeg vejer? Det mener jeg bestemt jeg er, men det jeg udstråler, kan godt bruge en hjælpende hånd. Så det var derfor jeg forsøgt mig med nyt tøj og make-up. Jeg må konstatere at jeg ikke har helt så meget mod, som jeg håbede. Make-up, ja det skal prøves lidt mere. Tøjet kommer vist til at vente. Så meget mod har jeg endnu ikke opbygget.

En sund krop

Jeg ved godt at vi ikke skal leve op til de kropsmål, vi blandt andet ser på sociale medier. Vi skal anerkende at vi hver især har forskellige kroppe. Jeg er enig, vi er forskellige, og vi skal ikke veje langt under hvad der sundt. Men det er netop pointen. Min krop er ikke sund, og det er tydeligt. Ikke kun for mig, men også for alle andre. Jeg søger ikke en modelkrop, men en sund krop! Jeg er meget i risikogruppen for alverdens livsfarlige sygdomme, og det vil jeg gerne væk fra. Hver gang jeg ser mig selv i spejlet, bliver jeg mindet om, at jeg ikke lever sundt. Ja det ville være rart, at kunne tage tøj på der ikke gør mig usynlig, men i sidste ende, handler det om sundhed. Og det er det vi skal huske os selv på. Overvægt er ikke et problem fordi vi ikke er smukke, det er fordi vi højst sandsynligt forkorter vores liv. Det er det der skal motiveres os til at leve sundere – og give os modet til, at tage andet tøj på.

Jeg har et godt stykke vej, til en sundere krop, men hver dag bliver bedre. Nogle dage så giver jeg slip, og tænker ikke så meget på sundhed, og det er også ok, det skal der være plads til. Desuden føler jeg jeg mig mere og mere tilpas i min egen krop, og det er det vigtigste. En dag ad gangen mod en sundere krop.

Vil du læse lidt mere om mine tanke, kan du blandt andet læse dette: Alle har tankespind – Glenterne

Indlægget Hvad er mod? blev først udgivet på Glenterne.