Jeg har set Tabu med Rune Klan. I denne omgang var det personer der havde Tourettes syndrom. Det var utroligt morsomt, men det satte en masse følelser og tanker i gang, hvilket jeg er sikker på også var intentionen.
Mange mennesker i min omgangskreds har relation til nogen der har en diagnose (en stor del af dem er børn). Det er både ADHD, angst, Skizofreni, depression og PTSD, blot for at nævne nogle. Fælles for dem alle er, at de på en eller anden måde skal få en hverdag til at hænge sammen. Det drejer sig både om skole, arbejde og familieliv. Det i sig selv kan være en stor opgave, men samtidig skal mødes de af mennesker som i et eller andet omfang er uvidende (i mangel på et bedre ord)!
Jeg har et par veninder, der har børn med diagnoser. Den ene har en søn der har Skizotypi, den anden en søn der har ADHD. Alene det at skulle komme til den erkendelse, at ens barn har brug for særlig opmærksomhed, andre ramme end andre børn og i det hele taget ikke er som deres klassekammerater, kan være hårdt. Når man så endelig er nået dertil at man selv har indset at man har brug for hjælp, så skal man have hjælpen, og det er godt nok en kamp. De skal ”slås” med både skole, kommune og sundhedsvæsen, for alle instanser er så presset at de meget hurtigt lægger ansvaret over til nogle andre. Bare det at få en fornuftig skoledag, kan være en kamp, da ressourcerne ikke er til rådighed for de enkelte børn.
Alt imens forældre skal finde hoved og hale i, hvilke instanser der tager sig af hvad, bliver de ovenikøbet mødt af fordomme. ”Det er også jeres egen skyld”, ”Sikke et forkælet barn” osv. osv. Det kan resultere i, at mange forældre (og deres børn) bliver mindre sociale, de trækker sig tilbage og vil ikke tale med andre. Desuden sætter det tanker i gang, som forældrene overhovedet ikke har brug for! De har selv tænkt tanken mane gange- er det min skyld? Kunne jeg have gjort noget anderledes. Og nej, det er ikke forældrenes skyld, mange af disse diagnoser er medfødte, og skyldes altså ikke mangel på opdragelse! Forældre til børn med diagnose, har rigeligt at se til uden ar skulle møde folks fordomme.
Hvorfor er det så jeg kom til at tænke på disse børn og deres forælde, da jeg så Tabu med Rune Klan? Fordi han viste os, at det er tilladt at smile og grine sammen med dem der har diagnosen. Jeg er godt klar over at mindre børn nok ikke er dem der laver mest sjov med det, men de lidt større/voksne kan godt- Desuden er de ofte villige til at tale om deres diagnose, hvis ellers de bliver mødt med venlighed og nysgerrighed, frem for fordomme.
Så prøv nu at dømme mindre, smil, grin og vær nysgerrig. Det hjælper os alle sammen.
Tak til Rune Klan for Tabu.
//Helle
