I dag havde jeg besøg af en veninde til en kop kaffe, hvilket jo i disse tider nærmest er en begivenhed i sig selv. Det er et stykke tid siden vi har talt sammen, men som det ofte før har gjort når vi taler, kom vi ind på kræft. Min mor døde af kræft for nogle år siden, og min veninde har også et tæt familiemedlem hun har mistet.
Ud over savnet som vi står tilbage med, har det også fået nogle andre konsekvenser. Som pårørende står du tilbage med en masse følelser, men for min veninde og jeg har det også betydet frygt. For det viser sig, at vi begge har den samme udfordring, efter vores pårørende er døde. Hver gang vi fejler bare det mindste kommer frygten – har jeg nu kræft? For min venindes vedkommende har det udviklet sig til en form for hypokondri. Selv det mindste lille mærke, bringer frygten frem i hende. Helt så slemt står det ikke til for mig, men frygten kommer da, også over ting som jeg før min mors død, nok ikke havde tænkt så meget over.
Det hjælper os dog at, tale med hinanden, det hjælper os til at forstå at det ikke er en følelse som vi står alene med. Selvom det ikke løser noget, så er det at tale med et andet menneske, som går nogenlunde det samme igennem som en selv, altså en stor hjælp. Det betyder noget at vide at man ikke er den eneste der har den kamp, og at man ikke er unormal. Vi er kommet så langt, at vi endda kan grine lidt ad os selv, for vi ved begge godt, at vores frygt ind i mellem (måske lidt oftere endda) er en anelse urationel.
Savnet til min mor er der stadig, det samme er frygten. Frygten for at jeg selv skal få kræft og dø. Men at tale med andre om min frygt, gør det muligt at leve med og gør at jeg ikke føler mig alene.
Er du også pårørende til en kraftramt eller en person der død af kræft, så tøv ikke med at tale med andre om det. Står du lidt alene med dine tanke, så kontakt kræftens bekæmpelse eller egen læge. De kan hjælpe dig videre.
Kærlig hilsen Helle
Comments