Jeg har for nyligt set Tabu med Rune Klan. Denne gang omhandlede det ludomani. Det var ikke så meget emnet i sig selv, der fik mig til at tænke, men mere det de fortalte om løgne. Rigtig meget af det der fyldte hos de involverede, var løgne. Løgne overfor familie, partnere, venner og kollegaer. Det fyldte rigtig meget i programmet og fik mig til at tænke over alle de løgne, jeg selv har været vidne og lagt øre til og nå ja måske også selv kommet med. Det fik mig også til at spekulere over, om der findes løgne der er ok? Og endelig også, hvordan lære vi vores børn om løgne og igen, findes der situationer hvor en ”lille hvid løgn” er ok?
Utroskab og flirt
Nå men en ting ad gangen.
Det første og nok den mange desværre kan nikke genkendende til, er løgne i forholdet. Jeg har igennem de seneste par år, mødt en masse mennesker. Jeg vil ikke kalde dem mine venner, måske dårligt nok bekendtskaber, men af en eller anden årsag, hat de alligevel åbnet op. Og her var utroskab et emne. Nogle havde selv været utro, andre været den part man havde været utro overfor, og andre en ”uskyldig ” flirt på jobbet, der jo ikke betyder noget! Fælles for alle var og det at skulle leve med løgnen. Uanset om man var den der havde løget, eller den der var løget overfor. Undtagelsen var måske kontorflirten, men den vender jeg tilbage til.
At skulle leve med løgnen, og den dermed manglende tillid fylder meget hos alle involverede i ovenstående sager. Det tror jeg vi alle er klar over. Så det vil jeg ikke gå så meget ind i. Det er alle de ”mindre” løgne i vores liv. Hvor går grænsen? Er der en grænse? Og hvordan lærer vi vores børn det)?
Det fleste ville nok svare, hvis de blev spurgt: der er ingen løgne der er ok. Men når vi så graver dybere ned, så tror jeg vi vil indse, at vi i en eller anden sammenhæng nok bruger løgnen lidt alligevel.
For eksempel, en bekendt har en kontorkæreste/mand. Hun mener det ganske uskyldigt, og lidt som en joke. Og det kan det da sikkert også være. Men når man udenfor jobbet også skriver beskeder til hinanden, stadig ”uskyldige” beskeder, som for eksempel. ”Hej søde, er du klar til mødet i morgen. Jeg er sikker på at vi har styr på det”, eller” godmorgen søde, er du klar til job?” Meget uskyldige beskeder mente kvinden, men havde alligevel ikke fortalt det til sin partner. Hvorfor ikke? Hun sagde at hun ikke havde løget, hun havde bare ikke fortalt om dem. Men hvad med hendes partner, når og hvis han fandt ud af det? Ville han se det lige så uskyldigt? Og når vi kom længere ind i snakken, var det måske også et par tilfældige møde, hun ikke lige havde informeret om. Der ligger jo ikke noget i det, som hun sagde. Vi har jo ikke sex. Som om at, det dermed var afgjort. I den forbindelse vil jeg lige dele noget jeg fandt på nettet. Jeg faldt over en artikel skrevet af Anne Stokkebæk. Hun skriver blandt andet dette:
Utroskab involverer ofte et eller flere af følgende elementer:
- At man har stærk interesse og energi rettet mod en anden.
- At man er fortrolig med en anden potentiel partner, og deler ting, man ikke deler med sin partner, bl.a. om ens parforhold og dets problemer.
- Hemmeligholdelse, fortielser og løgne overfor partneren.
I tilfældet med ”kontorflirten”, så ved jeg ikke hvordan historien endte, men efter min bedste overbevisning, så er det i dette tilfælde, ikke en lille hvid løgn, men en løgn der kan ende med at såre en masse mennesker, og potentielt ødelægge hele familier.
Hvis du vil læse hele artiklen af Anne Stokkebæk kan du finde den her: https://41599809.dk/utroskab-9
Hvide løgne
Men hvad så med små hvide løgne. Er de ok? Vi har sikkert løget om noget mad vi har fået, nej hvor er det lækkert (det manglede bare lige lidt krydderier). Eller afbuddet til et socialt arrangement, som måske kun er en del af sandheden, hvis man virkelig ville, kunne man måske godt komme. Her lyver vi i nogen grad, for at beskytte andre. Vi vil ikke såre dem, og er det virkeligt nødvendigt at fortælle at vi ikke rigtig kan lide deres mad? Eller måske til jobsamtalen, hvor man pynter lidt på, hvor dygtig man lige er?
Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, hvorvidt jeg synes disse løgne er ok. Men det synes jeg vel i et vist omfang, for jeg har gjort det, og gør det helt sikkert igen. I nogle tilfælde, kan der jo også være tale om en smagssag, for eksempel i tilfældet med maden. Så er det nødvendigt at sige at der mangler krydderier?
Hvad lærer vi vores børn?
Tilbage til hvad vi lære vores børn. Min datter havde noget hun var inviteret til, men ikke rigtig havde lsyt til. Ikke fordi der var nogen særlig årsag, hun var bare fyldt op af oplevelser. Hun havde dog ikke lyst til at sige nej, og dermed sårer personen hun skulle sige nej til. For det var hun jo ikke ude på, og hun var overbevist om, at udfaldet ville blive at personen blev såret. Også selv det absolut intet havde noget med denne person at gøre, men oprigtig var et spørgsmål om, at det hele bare var blevet for meget. I dette tilfælde sagde jeg, nå jamen vi skal for resten noget den dag, så du kan ikke rigtig alligevel. Vi vidste begge at det var løgn, men det hjalp hende i situationen. Men hjalp jeg hende ved at vise at jeg synes det er ok at lyve? Jeg er kommet lidt i tvivl, og vi har haft nogle snakke om at lyve. Og vi får helt sikkert også flere. Både af den lidt mere alvorlige slags (hun nærmer sig teenagealderen, så jeg tænker der kommer lidt der) og den lidt mere ”uskyldige” om knap så selviske løgne.
SÅ hvor går grænsen? For mig handler det nok netop mest om, hvem skader jeg ved min løgn? Ville jeg, hvis presset til det, kunne stå ved hvorfor jeg løgn, uden at det ville skabe alt for store og alvorlige problemer? Hvis ja, så er det ikke en løgn jeg ligger søvnløs over. Nu vil jeg dog understrege, at jeg i rigtig høj grad forsøger at holde mig til sandheden. Også når det gælder andres mad, og årsager til afbud, hvordan den nye kjole ser ud osv. osv. Der er nemlig mange måder at sige sandheden på. Nå nu vil jeg til et arrangement, som jeg ikke havde lyst til at går til, men som jeg ikke kunne finde på en lille hvid løgn til:-).
Jeg håber du har fået lidt at tænke over, og hvor går grænsen for dig?
