Jeg har altid set mig selv som en der var rummelig i forhold til andre mennesker og at jeg ikke har så mange fordomme. At hvis andre så på mine venner/bekendte, ville de se en bred gruppe af personligheder. At jeg vælger mine venner/bekendte ud af hvordan de behandler mig og andre. At de ikke minder så meget om mig.
Lært om mig selv
Nu er det sådan at jeg har været statist i en tv-serie. For denne fortælling, er det ligegyldigt hvilken. Jeg kommer ikke til at nævne navne og steder, da det ikke er vigtigt. Men altså, vi er mange der skal deltage, og allerede inden vi skal mødes, må jeg indse at jeg nok har lidt fordomme om, hvad det er for en type der laver statist arbejde. Jeg får overbevist mig selv om, at det primært mennesker, der enten ønsker at bliver skuespiller, har en hemmelig drøm om det, eller som tidligere i sit liv ikke fik opfyldt deres drøm om det. Jeg forstillede mig det var folk der ønskede at være i centrum – og måske sådan lidt kunstneriske typer. Men ud over det, så havde jeg nok ikke så mange tanker. (Som om det ikke var nok!?)
Vi var på i seks dage, og vi var mange mennesker samlet. Jeg mødte et par stykker, som jeg matchede ret godt med, og så var der alle de andre! Vi skulle forestille at være til en firmafest. Hold da op hvor fik jeg lært meget om mig selv. Jeg fandt for det første ud af, at jeg er knap så rummelig som jeg troede. At der findes en hel verden af personligheder, som jeg aldrig har mødt. Filmbranchen har i den grad lært mig mere om hvem jeg er, end jeg havde troet.
Forskelligheder mødes
Som så mange andre steder, er der mange forskellige mennesker ansat. Når du så samler mange mennesker, så går rygterne. Det var ikke anderledes her. Jeg troede, jeg ville kede mig lidt under optagelserne, da der er meget ventetid. Men hold da op hvor tog jeg fejl. For mellem optagelserne talte folk – eller måske snare sladrede folk. Allerede på første dag, mødte jeg folk med diagnoser, der deltog for at tage revanche efter en svær skoletid. Rygter om folk der røg joints i pauserne og overværende et skænderi, om et eller andet ligegyldigt, der kom til at fylde en del for de involverede. Der var et par unge kvinder der rottede sig sammen mod en ung pige, som havde mod til at sige fra overfor rygning indenfor.
Den ældre
Jeg mødte også hende den lidt ældre, der troede på absolut alt hvad der blev sagt, også når folk bare stod og fjollede lidt. Hun spurgte blandt andet om hvorfor at der skulle en stand in til, og vi sagde at det fordi hovedpersonen skulle brække benet, så der stak en knogle ud. Og det gik jo ikke at det var hovedpersonen der brækkede benet, da hun jo forsat skulle spille. Da scene var overstået, så sagde den lidt ældre kvinde: ”der var da ikke en knogle der stak ud?” Vi andre kiggede lidt overrasket på hende, da ingen af os havde forudset at hun troede på vores fjollerier. Denne kvinde viste flere gange under optagelserne, at hun tog alt bogstaveligt, uanset i hvilken sammenhæng det var sagt.
Den modne
Der var også en anden lidt moden kvinde, der virkelig gik op i at være statist. På et tidspunkt, blev der sagt til hende (fordi hun stod meget tæt med en hovedperson) at hun næsten skulle have skubbetillæg. Det var naturligvis ment i sjov, men den modne kvinde gik straks til den ansvarlige og spurgte om ikke hun var berettiget til dette? Øhhhh nej? Denne kvinde elskede i øvrigt at dirigere rundt med de andre statister. Hun vidste jo, præcist hvordan det forgik – hun havde jo været statist før. Det var ikke sikkert at instruktøren eller andre gjorde opmærksom på, hvis man gjorde noget forkert.
Ham med rygterne
Der var også ham der, ifølge rygtet, havde alkohol i sit glas gennem hele dagen. Han så nu også mere og mere rød ud i ansigtet og havde svære og svære med at holde balancen. Men det kan naturligvis også skyldes andet end alkohol. Desuden var der også rygter om stoffer, om selv samme person. Der blev talt temmelig åbent omkring dette. Det var en situation, jeg ikke var så tryg i.
Leger du selv med ideen om at blive statist kan du blandt andet se mere her: https://www.onlinecasting.dk/
Skal vi være ens?
Eller hvad med – jeg kunne blive ved, for der var rigtig mange sjove typer. Før nogen nu tænker, hold da op, hvor er det snæversynet, så handler det altså mere om, hvor anderledes de er fra mig – tror jeg da? Og hvor lidt jeg kender til ”verden”. For alle disse sjove, skæve og dejlige mennesker var samlet et sted. Langt de fleste hyggede sig, og talte med hinanden, uanset årsag til at man var der og uanset alder.
Hvad lærte jeg?
Nu startede jeg med at sige jeg har lært meget om mig selv. Det har jeg. For det første så er mine venner nok ikke så forskellige fra jeg selv, når det kommer til stykket. For det andet, hvor er det superunderholdende at møde andre typer mennesker end en selv. Og der er stadig plads til forbedringer når det gælder fordomme. For mine fordomme om, hvem der var statister de holdt bestemt ikke stik. Hvad angår rummelighed, så må jeg sige, at jeg nød at møde alle disse mennesker, men jeg er ikke sikker på, at jeg under andre omstændigheder var blevet bedste venner, med dem alle. Men det er vel netop også pointen. Vi behøver ikke at være bedste venner, vi behøver at ikke at være de samme personligheder for at holde hinanden ud. Vi kan sagtens være i samme rum, endda nyde hinandens selskab, uden at det behøver at blive anstrengt. Når dagen er gået, går vi hver til sit uden det store drama. Jeg føler vi kan lære noget af dette? Vi behøver ikke at være ens, eller have samme overbevisning for at leve sammen. Vi skal blot respektere hinandens forskelligheder. Men det er vist en temmelig naiv indstilling, men det er da en rar tanke ikke?
Hvis du læse lidt mere om mine tanker, kan du finde mere her:https://glenterne.dk/category/blog/
