Mellem jobsøgning, hjemmeskole, Corona isolation og familieliv, har jeg ind i mellem brug for et pusterum. Det bliver for øjeblikket brugt på serien ”The Resident”. For dem der ikke kender den, er det endnu en hospitalsserie. Jeg har ikke set nogle af de andre, så jeg kan ikke udtale mig om, hvordan den er sammenlignet med dem, men for mig rammer denne plet. Især de afsnit der handler om kræft, eller frygten for netop dette.
Min mor døde af kræft for nogle år siden, og det har været forbundet med rigtig mange følelser, både under forløbet og efter. Jeg er blevet endnu mere følsom (hvis ellers det kunne lade sig gøre), og lige så snart jeg ser eller høre nogen tale om kræft, får jeg en følelse af afmagt, afsavn og frygt. Afmagt over, at denne sygdom findes og jeg ikke kan gøre noget for forhindre, at hverken familie eller jeg selv kan få det. Savnet til min mor som altid vil være der, og frygten for, at min datter alt for hurtigt skal stå uden sin mor.
Kræft er en frygtelig sygdom, og jeg kender mange der har haft relationer til nogen der er blevet ramt. Det skaber utroligt mange følelser og reflektioner over liver. Jeg ved har været igennem flere faser igennem hele processen. Benægtelse: min mor får det bedre, hun er ikke dødelig syg. Frygt: det gik op for mig at det var virkelighed, og desuden frygten for at det kunne også overgå mig. Vrede: hvorfor? Bebrejdelse: hvorfor gjorde jeg ikke mere? Jeg er sikker på, at mange kan genkende nogle af de følelser.
Corona pandemien har sat tankerne yderligere i gang, og jeg er endnu mere opmærksomme på de sårbare familiemedlemmer og venner vi omgiver os med. Både jeg og andre er begyndt at tænke langt mere over, hvad vores nærmeste betyder for os, og hvor langt vi vil gå for at beskytte dem.
Tilbage til ”The Resident”. Når jeg ser denne serie, så minder det mig om at jeg ikke er alene. Selvom det er fiktion, så ændre det ikke på, at rigtig mange mennesker, bliver berørt af dødelige sygdomme. Sygdomme som ikke tager hensyn til om du er rig eller fattig, din hudfarve, din tro eller din nationalitet. Det minder mig om, at den smerte vi oplever, kan ramme alle, og ikke alle er så heldige at have nogen at læne sig op ad. Det minder mig om, at vise jeg er til rådighed for dem der har behov. Men ”The Resident” giver mig også plads til at græde, både over ulykkelige og lykkelige afslutninger. Smile over at der findes mennesker, der vil hjælpe (også i virkeligheden) og grine over de gode historier der ofte er med i serien. Serien minder os om alt det der kan gå galt, og at der findes mennesker inden for sundhedsvæsenet, der giver alt hvad de kan for at hjælpe dem der har allermest behov.
The Resident giv mig lov til at græde uden at føle at jeg har mistet kontrollen. Jeg har mistet min mor, og vil også miste andre nære familiemedlemmer til kræft – det er et faktum. Min datter har mistet sin mormor som hun var nært knyttet til, og vil miste andre- det er uundgåeligt. I min hverdag, skal jeg være den stærke. Hende der håndterer de ting der har vi har været igennem, og de ting der kommer til at ske. Jeg skal sørge for at familie og skole hænger sammen. Jeg skal forholde mig til, den jobsituation jeg står i, ikke gør tingene bedre. Når jeg ser serien, kan jeg græde og bruge de skæbner man møder, som undskyldning. Bagefter kan hverdagen fungere igen.
Endelig så har serien selvfølgelig også lidt romantik – Dr. Conrad Hawkins og sygeplejersken Nic Nevin – jeg har altid lige en tåre klar, for som nævnt, jeg er i den grad blevet mere følsom.
Ja det er fiktion, men den sætter både mange tanker og følelser i gang – så jeg tror lige jeg napper et afsnit mere.
Kærlig hilsen
Helle
