Turist for en dag

Olivia og jeg kan godt lide at tage billeder – og lege turister. Så vi har lige brugt en dag på at lege turister i København sammen med far, farmor og farfar. Det er ikke så tit, at vi tager rundt og se på de ting, som vi ellers bor relativt tæt på. Olivia har da set Amalienborg, men den lille havfrue havde hun for eksempel ikke set. Så vi besluttede at det kunne da være en hyggelig fototur. Vi fik set lidt Danmarks kultur/historie, taget nogle fotos, fik luft og rørt os lidt. Vi fik set på flyvemaskiner ved flyvergrillen – godt nok kun 2, der er jo ikke så meget trafik i disse dage. Spist frokost og så afsted til København.

Olivia havde en del spørgsmål til nogle af de statuer vi så undervejs, og så måtte mor jo indrømme at hun nok ikke liiiige havde styr på dem alle sammen. Note til mig selv – hav styr på hvad vi skal besøge inden vi tager af sted, så jeg lige kan læse op på det.

Da vi besøgte Amalienborg, spurgte jeg Olivia om hun mente at dronningen var hjemme. Olivia svarede nej, jeg tror hun holder ferie, for hun har haft meget at tale om med Mette Frederiksen! Olivia har fulgt meget med i nyhederne om Corona pandemien, og hun mener at Mette F. rådgiver sig en del med dronningen, så nu må hun trænge til ferie. Jeg elsker børnelogik 😊.

Når vi tager på tur, har vi ofte et kamera med til Olivia. Det er som om, at hun ikke helt lægger mærke til hvor meget hun går, når hun har et kamera i hånden. Desuden virker det også som om at hun ser flere ting, når hun ser efter noget hun kan fotografere. Det kamera hun har er et lidt ældre digital kamera, men man kan vist også købe børnekamera. Hvor om alting er, så kan det klart anbefales med sådan en søndagstur med kamera i hånden.

Hvor vil du gerne lege turist for en dag?

Kærlig hilsen Helle

About the author

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *