Oliva ønskede sig noget tøj til sin Barbie, men hun leger ikke så tit med dem, så det der med at give 100 kroner for en kjole til dukken, og så bliver den leget med en gang (nemlig når den tages ud af pakken), det var altså ikke lige noget jeg var klar til.
I stedet tog jeg nogle af hendes strømper og klippede lidt i og voila så var der nyt tøj til dukken. Oliva blev glad, og der blev rent faktisk leget med det. Hun havde en klassekammerat på besøg, der syntes de var fantastiske de der kjoler til dukken, så hun ville straks hjem og lave kjoler til hendes Barbie – jeg håber hun lige talte med hendes mor først, ellers skal jeg til at forklare en mor, hvorfor alle hendes datters strømper er klippet i stykker😊.
Det er kun fantasien der sætter grænser, især hvis man også gerne vil sy lidt. Dem jeg har lavet, er dog alle uden at sy, de er bare klippet til.
Så klip en hæl og hug en tå, og i gang med at lave dukketøj – rigtig god fornøjelse.
Der kommer her en hurtig forklaring på de kjoler der er vist på billedet.
Den grå kjole:
Her er der klippet et stykke af foden af, og en lille smule af hælen. Og så er den sådan set klar. Denne kjole skal nok lave af relativt små strømper
Den todelte kjole:
Her er tæerne, og den øverste del af strømpen klippet af. Herefter er den klippet midt over. Du har nu en bluse og en nederdel.
Den lange kjole:
Den er helt simpel. Her har jeg klippet tæerne af, og så har jeg foldet hælen ned bag på.

