Som du måske har bemærket, har jeg ikke været så aktiv de seneste pat måneder. Årsagen er, at jeg har været kræftramt og igennem et kræftforløb. Det slog helt mig (åbenbart) ud. Igennem perioden følte jeg, at jeg fungerer nogenlunde som jeg plejede, men set i bakspejlet er det langt fra tilfældet. Jeg fungerede, gjorde de ting der var nødvendige i hverdagen og deltog i sociale arrangementer. Men så stoppede det også. Jeg har ikke lavet anet end de mest nødenige ting i hjemmet, ikke dyrket motion og ikke lavet nogle blogindlæg (eller været aktiv på de sociale medier). Når jeg sidder her og tænker over det, så har det fyldt mere end jeg lige var klar over.
Det jeg tænkte en del over var naturligvis døden, og hvad der skulle ske med de efterladte. Jeg var rædselsslagen for at Olivia skulle blive moderløs. Det var jeg slet ikke parat til. Vi skal have mange flere år sammen. Olivia har ikke fået at vide hvad jeg har fejlet, blot at jeg var syg. Peter og jeg havde aftalt, at hvis det viste sig at jeg skulle have yderligere behandling, ville vi tale med hende om det. Men ikke før. Hendes mormor er død af kræft, og hun har i periode lidt svært ved at folk dør.
Nu viste det sig heldigvis at det kunne klares med nogle operationer, og så var der ingen grund til at bekymre hende yderligere. Hvilket jeg er glad for nu. For hvordan kommer man videre fra alvorlig sygdom? Vi reagerer alle forskelligt, og jeg ved jo ikke hvordan hun ville tage det, hvis det var kommet så vidt? Det kommer jeg forhåbentligt aldrig til at finde ud af.
Har jeg så fået noget ud af det jeg har været igennem – at være kræftramt? Det er klart at det har givet stof til eftertanke. Lever jeg det liv jeg gerne vil? Får vi talt om de ting, der er vigtige? Tager jeg nok vare på mig selv og mine nærmeste? Husker vi at fortælle vores kære at vi holder af dem? Bruge jeg tid på ting, som i virkeligheden ikke er nødvendige, eller ligefrem ’ med mistrivsel?
Der er mange ting, der går gennem mit hoved, men set udefra, så gør jeg nok ikke så meget anderledes. Men tankerne er der, og det er en start. Jeg vil gøre en indsats for at gøre flere ting jeg holder af, og giver mig og mine nærmeste værdi.
En anden ting der gik op for mig, var at selvom jeg ikke fik noget konkret ud af at sige til andre, at jeg var igennem et kræftforløb, så hjalp det alligevel at sige det højt. Mine tanker og bekymringer. Minde andre op at sige ja tak, til de screeninger de bliver tilbudt at se sin krop efter og tage tingene alvorligt. Husk at gå til lægen. Alle de her ting, som man kommer til at tale om, når man taler om kræft. Jeg kan godt anbefale at tale om det, hvis man står i en lignende situation. Og endelig så husk at kræftens bekæmpelse, kan hjælpe dig med rigtig mange spørgsmål. Se mere her: Kræftens Bekæmpelse (cancer.dk)
Nå, men nu er jeg tilbage, og du kommer sikkert til at høre og se meget mere til mig.
